

KLAVER
Hvis dine hænder trænger til noget motion og smidighed, så får du ikke en bedre mulighed end at vælge klaver som valgfag! Ønsker du at fyre soloer af, spille lækre grooves eller akkompagnere til fællessang, så er valgfaget klaver noget for dig. I valgfaget klaver bliver du præsenteret for en bred vifte af genrer. Hvad enten du er nybegynder eller øvet tilpasses undervisningen til dit niveau. Vores pianist og musiklærer Simon står klar til at hjælpe og dygtiggøre dig i vores splinternye keylab, som indeholder 8 elektroniske keyboards, der bare venter på dig.

SYNG
Synes du, det er fedt at synge sammen med andre, og kan du bare ikke få nok af det fællesskab, som fællessang giver?
Så skal du vælge valgfaget 'Syng!'.
Her synger vi sammen, og alle kan være med. Du behøver altså ikke at synge som Beyoncé eller Lukas Graham, det vigtigste er bare, at du har lyst til at synge sammen med andre.
Vi skal synge alle de sange, du kender og elsker, men vi skal også lære nye fede sange, og hvis vi er rigtig modige, kan vi også udfordre os selv med flerstemmige kor-arrangementer.
I det hele taget skal vi bare have det rigtig sjovt med musikken og dyrke fællesskabet sammen.

SAMMENSPIL
Synes du, det er fedt at fyre den af sammen med dit efterskoleband? I sammenspil spiller vi de fedeste toner af både aktuelle kunstnere og de gamle klassikere. Om du er en garvet musiker eller du aldrig har spillet musik med andre, betyder det ingenting. Det eneste vi i valgfaget sammenspil forventer af dig er, at du brænder for musikken og elsker at spille sammen med andre. I efteråret øver vi op til det første store fællesprojekt i form af skolens musikshow.
Her kommer du til at spille en afgørende rolle i musikkens udtryk i en enorm produktion bestående af lyd, lys, scenografi, dans, kor og masser af energi foran hundredvis af mennesker. Herudover vil du i foråret skulle optræde på Bråskovgård Musikfestival og Vesterlund Efterskoles egen festival, Open Air, hvor vi inviterer forældre og søskende til en hyggelig eftermiddag i musikken tegn.