
DANS
Er du typen, som bare overhovedet ikke kan stå stille, når musikken spiller og som kan lide at fordybe dig i danseteknikker? Så skal du helt sikkert vælge dans som linjefag. To gange om ugen bliver du undervist i forskellige stilarter som eksempelvis funk, hiphop, house, waacking eller den klassiske grundteknik fra ballet. Vælger du dans, lover vi dig, at du bliver udfordret uanset dit niveau. Energien i undervisningslokalet er super fed, så kom med på holdet og giv den gas!


GRAND PRIX
Nu får du endelig muligheden for at konkurrere i rytmisk gymnastik! Er du klar på holdånd, fighterinstinkt, glimmer, glitter og glamour – så skal du vælge linjefaget Grand Prix. Når du vælger Grand Prix, arbejder vi benhårdt med æstetisk gymnastik, udtryk og bevægelse. Vi nørder med spring over gulv, piruetter, afsæt, smidighed og balancer. Vi træner på vores koreografi, som vi skal bruge til konkurrencen. Grand Prix gymnastik er nemlig en konkurrencesport med fokus på holddisciplin, rytmisk gymnastik og æstetisk udtryk. Vi træner målrettet med udvalgte øvelser, som sammensættes i konkurrenceserien.


PIGERYTME
Forestil dig at stå i træningshallen. Musikken banker ud gennem højtalerne, du står sammen med veninderne og stemningen i salen er intens. Pludselig giver de mange timers træning pote – det lykkes! Det du har trænet hårdt på, har endelig nået sit mål! Det kan både udløse jubelråb og kuldegysninger. Sådan kan du få det, hvis du vælger pigerytme som linje. To gange om ugen vil du kunne fordybe dig i gymnastikkens mange genre. Vi skal bl.a. arbejde med teknik, smidighed, afsæt og kontraster. Vi skal udvikle dine rytmiske skills. Vi skal smile, grine og svede i et stærkt fællesskab, samt arbejde med dit individuelle udtryk.

SPRINGLINJE
På springlinjen giver vi den gas i vores moderne springcenter to gange om ugen. Sammen med resten af holdet, skal du fordybe dig i springgymnastikkens fantastiske univers. Du skal mærke suset i luften og den euforiske rus, det giver dig, når et spring endelig lykkes og du stolt kan ringe med klokken. En klokke som fortæller, at du har lært et nyt spring, at du har udviklet dig og belønningen er et jubelbrøl og klapsavler fra alle kammeraterne i centeret. Springlinjen er for dig, der aldrig har prøvet at springe før – eller som kun har ganske lidt erfaring med spring. Det er et utroligt populært fag blandt vores elever, da du på rekordtid har mulighed for at udvikle dig. Du lærer fra bunden de rigtige teknikker og kan lynhurtigt udføre araberspring, flikflak, vejrmøller, saltoer og måske endda saltoer med skruer. Når teknikken er på plads, rykker du videre til et af de mere krævende springhold.

TEAMGYM
Fighterinstinkter, holdånd, dygtiggørelse og en euforisk energi – det er hvad du kan opleve, hvis du vælger linjefaget TeamGym. Vores enormt dygtige instruktører står klar til at udvikle dit gymnastiske niveau, når du sammen med kammeraterne på holdet, træner tre gange om ugen. De to ugentlige springtræninger og en enkelt rytmetræning skal sikre, at du får de bedste forudsætninger for at udvikle dig og målrette træningen frem mod både VE-cup, SpringCup og Efterskole DM i TeamGym. TeamGym er det perfekte mix af rytmiske bevægelser og kraftulde spring, da det er en konkurrencesport, hvor du sammen med dit hold skal gennem følgende tre discipliner: bane, rytme & trampet.
Måske drømmer du om at komme på Landsholdet i TeamGym, eller måske har du ambitioner om at vinde endnu flere danske mesterskaber til Vesterlund Efterskole. Vælg TeamGym og mærk den ekstatiske energi, som er helt særligt for TeamGym.


TUMBLING
Mange kalder Tumbling for gymnastikkens svar på formel 1 - og det er bestemt ikke uden grund. Tumbling er en fed, kraftfuld og beundringsværdig disciplin inden for springgymnastik. Rondat, flikflak, whipbacks, en-to eller tredobbelt saltorotationer, skrueteknikker og springkombinationer er vores nøgleord. Så kan du lide fart og kraft, er du landsholdsgymnast eller nybegynder og har du mod på, at baglæns skal være vejen frem – Så er Tumbling lige noget for dig. Vælger du Tumbling som linje, vil du blive undervist af Danmarks dygtigste instruktører inden for Tumbling. Alle har de tilknytning til det danske landshold. Du har derfor alle forudsætninger for, at få kyndig vejledning og de bedste træningsforhold. Tumbling er en konkurrencesport, hvor du enten springer på en 25 m lang Skakun bane eller en 18 - 25 m lang luftbane. Det er som nævnt en konkurrencesport, hvor vi deltager i såvel Power Series, som i efterskole DM. Til konkurrencerne stiller du dels op alene og kæmper mod alle andre – og dels kan du deltage i holdkonkurrencer. Har du dine basisspring i orden, kan du være med til træningerne uanset niveau. Vi tager altid udgangspunkt i dit niveau og arbejder os frem mod nye kombinationer og færdigheder.