Nyheder
VESTERLUND EFTERSKOLE I LONDON
26 elever og 5 lærere drog lørdag den 28. Januar på en seks dages tur til London…
Efter en meget stille og behagelig overfart fra Esbjerg til Harwich, og efterfølgende transport til London var eleverne på et Tube o-løb, som alle bestod til UG med kryds og slange!
Udstyret med fremragende madpakker fra London Lunchbox Company brugte vi de følgende dage som turister i den enorme by, hvor vi så Carnaby Street, Trafalgar Square, St. James’ Park, Buckingham Palace, Westminster Abbey, The Parliament, Big Ben, Tower of London, Themsen, London Eye, St. Pauls Cathedral, Covent Garden og Camden Market. Herudover var der et valgfrit tilbud mellem Imperial War Museum, Science Museum, Natural History Museum samt kunstmuseet Tate Modern.
Men der var også tid til lidt mere anderledes aktiviteter såsom Cirque du Soleil i Royal Albert Hall (for de fleste) og Shrek i teateret… Alt dette krydret med nogle timers fri til shopping, hvilket faldt i god jord hos de fleste…
Torsdag, som var sidste dag i London, startede med et besøg hos Madame Tussaud’s, hvor der blev knipset livligt med kameraerne… Efterfølgende hentede vi vores bagage på Airways Hotel, og kørte direkte til Stansted lufthavn. Alle vel hjemme i Billund igen, blev der sagt tak for denne gang!
Mange tak for en hyggelig og lærerig tur…
Marianne, Bo, Gunner, Jens og Tommy

















